fredag den 26. april 2013

From Cappadocia with love.....

Så er jeg tilbage igen, efter en fuldstændig, forrygende, fin tur til Kappadokien med Rejsebureauet http://www.viktorsfarmor.dk/Default.aspx?ID=259&mode=show&tourId=1283. Jeg har i 9 dage haft fornøjelsen af, at rejse rundt med et lille udsøgt selskab, for at lære både dem og mig selv, noget mere om det tyrkiske køkken. 




Når man rejser med Viktors Farmor, så rejser man med folk der vil noget andet og mere end at ligge ved en pool og drikke øl. Det er rejsevante mennesker, der er højt til loftet og en umådelig interesse for andre landes kulturer.
(Vi gentager i øvrigt turen igen i september, og lur mig om ikke der er et par pladser ledige endnu.)


Vi har vandret igennem de smukkeste landskaber, besteget bjerge, besøgt bedårende, frodige dale og kravlet ind i bjerge udhulet af mennesker, der havde brug for et sted at bo og et sted at gemme sig for deres fjender.


Hver formiddag gik vi 3-4 timer og så de mest fantastiske landskaber. Nogle gange mindede de om Grand Canyon, andre gange så vi klippeformationer man ikke anede eksisterede. Disse døbte vi "Penis Avenue".




Vores rejse bød udover vandring, på besøg hos private familier, skønne restauranter og en tur i vores meget dejlige hotels køkken hvor vi satte kokken fra bestilling, og lavede vores egen tyrkiske mad. Det var til stor morskab for hele hotelpersonalet der filmede og tog billeder under hele seancen. Vi inviterede dem alle sammen på middag, og havde en fantastisk aften.


Hos alle de steder vi besøgte lavede vi mad og lærte nye spændende tyrkiske retter at kende, der blev rullet dolmere, formet manti og lavet testi kebab i en stor lerpotte..
Her bliver der lavet Börek,som er velsmagende fladbrød der fyldes,foldes og bages på en varm plade.




Börek kan man både fylde med feta og spinat, med mosede kartofler og tomat, eller man kan gøre dem mere dessert-agtige og fylde dem med ost og honning. Fælles for dem er, at de smager helt urimelig godt.


Vores hotel lå i en frodig have og var delvist hugget ud i klippesiden, så ingen værelser lignede hinanden og de lå forskudt over flere plateauer. Mit rum husede således både et skønt soveværelse med huleloft mens min lille stue havde almindeligt stenloft og vinduer med udsigt til en bedårende landsby, der kravlede op ad en bjergside.


Hver morgen kl. 5.00 blev vi vækket af sang og bønner fra minareten. Jeg havde helt glemt lyden, da jeg ikke har været i Tyrkiet siden jeg var 18 år gammel. Lyden var så høj, at man et kort øjeblik troede der stod en i værelset og sang, det er en meget eksotisk og fremmedartet lyd, som var dejlig at stifte bekendtskab med igen. En morgen stod jeg meget tidligt op, for lige at nå at arbejde et par timer inden de andre vågnede. Arbejdet blev nu ikke til så meget, for samtlige luftballonskaptajner i hele Kappadokien havde besluttet at flyve forbi mit vindue, og nogle af dem kom lige lovlig tæt på minareten.


På et af vores besøg hjemme hos en tyrkisk familie, stødte jeg på en bedstefar der gik tur med sit barnebarn.

De ville så gerne fotograferes og det kan man jo umuligt sige nej til når man møder to så smukke ansigter.


Hjemvendt fra turen nåede jeg lige at trække vejret et par timer inden scenariet skiftede fra Kappadokien til Den Gamle By i Århus. Her lavede jeg i samarbejde med http://www.paseofilm.dk/en temalørdag til DR2, og når man ser hvem min bedårende medvært er, kan man nok godt regne ud at det ikke har været vanvittig kedeligt...;-)

























fredag den 5. april 2013

Østers og andet godt

Der er lidt stille på bloggen i disse dage. 
Årsagen skal selvfølgelig findes under et bjerg af arbejde. Det er det samme hvert år på denne tid. Alting syntes at klumpe sig sammen her i april, maj og juni måned. Denne gang har jeg rodet mig ud i 5 temalørdage til DR2 som skal researches og optages samtidig med, at jeg har 2 rejser til Kappadokien og Spanien med http://www.viktorsfarmor.dk/Default.aspx?ID=259&mode=show&tourId=1282 og http://www.granada.dk/hoejskole.aspx


Yndlingsudsigt i Andalusien

Jeg har desuden sagt ja til et par foredrag & workshops i henholdsvis Ormslev, Kjellerup & Taastrup, og de ligger selvfølgelig lige klods op af vores optagelser, bare for at gøre det endnu mere besværligt for mig selv. 

D. 24. april afholder vi Generalforsamling i Slowfood Østjylland, hvor jeg er næstformand. Der er valg til bestyrelsen og dejlig middag bagefter og alle er velkomne til at møde op, I kan læse mere her: http://www.slowfoodaarhus.dk/

Heldigvis er alle opgaverne super sjove. Jeg glæder mig til at komme af sted på optagelser og møde skønne mennesker ude i det danske land, og det bliver fantastisk spændende at dykke ned i det tyrkiske køkken i Kappadokien og blive klogere på det.

Men inden jeg haster videre vil jeg lige huske jer på at købe Alt for damerne her i uge 14, hvor jeg har skrevet en artikel om madbloggeren "Newyorkerbyheart" det er en rigtig god reminder til os alle sammen om, at vi skal passe på os selv. 

Og så får I lige et par af mine yndlingsopskrifter på østers, de er fra min bog "AnneMad med mere", og da jeg har køleskabet fuld af østers til i aften, så har jeg lige fundet opskrifterne frem igen.

Østersfamilien


Østers Rockefeller
8 østers
En slat koldpresset jomfruolivenolie
En lille klat smør
1 skalotteløg
¼ fennikel
En håndfuld babyspinat
2-3 spsk. pernod
¾-1 dl piskefløde
2-3 spsk. rasp
Salt & Peber           
Varm olie og smør op i en gryde. Steg finthakket skalotteløg, finthakket fennikel og finthakket spinat igennem i fedtstoffet til løgene er glasklare og spinaten er blød og tilsæt derefter fløde og lad det koge lidt op. Fjern gryden fra blusset og tilsæt pernod, rasp, salt og peber. Lad blandingen stå og sætte sig lidt. Åbn østersene og løsn dem. Hæld det første saltvand fra og kom derefter 2 spsk. af spinatblandingen på hver østers. Stil østersene i ovnen under grillelementet til de er gyldne og sprøde og boblende. Lad dem køle en anelse af før du spiser dem.

Østers med friskrevet peberrod & tabasco
8 østers
1 stykke frisk peberrod
Tabasco
Åbn østerserne og løsn dem. Drys med friskrevet peberrod og dryp med tabasco og spis dem med det samme.

Østers med mango, citrongræs, chili, jordnødder, koriander og limesaft/skal
8 østers
Topping:
6 spsk. fintskåret mango
1 stængel meget finthakket citrongræs
½ finthakket rød chilifrugt
1-2 spsk. finthakkede ristede jordnødder
1-2 spsk. finthakket koriander
Fintrevet skal fra en økologisk lime, samt lidt frisk limesaft
Åbn østersene og løsn dem. Bland alle ingredienserne til toppingen sammen, og læg 1 spsk. på hver østers. Spis østersene med det samme.

Friterede østers med tatarsauce
8 østers
Dej:
1 dl hvedemel 2 spsk. groft durrummel
Danskvand
Fintrevet citronskal fra en økologisk citron
En håndfuld finthakkede krydderurter, fx bredbladet persille og citronmelisse
Et godt drys Maldon salt
Olie til at fritere østers i
Pisk ingredienserne til dejen sammen den skal være som en tyk pandekagedej. Åbn østersene, tag dem ud af skallen og dyp dem i dejen. Smid dem i den varme olie til de er gyldne og sprøde. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir og spis dem med tatarsauce, mens de stadig er lune.

Tatarsauce
1 dl. hjemmelavet mayonnaise
½ dl finthakkede syltede agurker
2 spsk. finthakkede kapers
1 meget finthakket løg
2-3 spsk. finthakkede krydderurter, fx bredbladet persille og citronmelisse
Bland alle ingredienserne til tatarsaucen sammen og spis den til de friterede østers.